Højenes historie

Boligbebyggelsen Fredensbjergparken
Første gang man ser Højene med de vandrette betonlinjer, de flade tage, det sorte rækværk på balkonerne og de små haver med lyse mursten om, bliver man slået af, hvor karaktérfuldt, byggeriet er. Og enten bliver man tiltrukket af det eller tager afstand fra det. Det sidste især på en kold, grå efterårsdag. For når sneen ligger blødt og tæt, eller når træer, buske og græs lyser grønt mellem de hvide bygninger, er her rart.

Bebyggelsens arkitektur / forbilleder og tilblivelse
Højene er typisk 1970'er-byggeri. Dengang skulle huse udvendigt være mere ka­rakteristiske end egentlig smukke i gam­meldags forstand. Stokroseidyl var ikke moderne. Indvendigt skulle de være både praktisk indrettet og æstetisk tiltalende. Bygningernes udvendige form var fastlagt af arkitektfirmaet Friis og Moltke. De havde allerede i 1962 tegnet "Marienlund", de rækkehuse på Skovfaldet i Århus, som kan minde noget om Højene.

De første huse på højene - Korshøjens vestlige ende - blev opført i 1968. Det var lavt, tæt byggeri, som var noget ret nyt dengang. Med sin indretning henvendte sig til folk, der gerne ville købe eget hus, men som ikke havde lyst til at reparere tagrender og passe en stor have. Til gengæld fik de andel i store fællesarealer.

Inspirationen til Højene havde Friis og Moltke fået bl.a. fra et byggeri i en forstad til Bern i Schveitz. Her havde man på en skråning bygget fler-etages rækkehuse, hvis skillevægge og tage blev støbt i beton på stedet. Det var en "bo-maskine", som den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier havde introduceret. Han brugte meget beton, glas og stål i sine bygninger og lagde hovedvægten på, at boligens indvendig indretning skulle være hensigtsmæssig, enkel og smuk. Han arbejdede bl.a. meget med lyset i boligen. Le Corbusier påvirkede arkitekter over hele verden også med sine tanker om, at beboelsesbygninger skulle placeres i grønne områder med fodgængerpassager, som var beskyttet mod den kørende trafik.

Alle disse idéer genkender man på Højene. Husene blev bygget som præcise kassetter med gaderne til den ene side og de grønne områder til den anden. Som en tandrække, en kæde af kasser i det parkagtige område. Hovedtanken var at skabe kvalitetsbyggeri, der skulle virke som en helhed og give beboerne mulighed for fællesskab og mange slags udfoldelser.

Bebyggelsen får navn

Som sagt blev de første huse bygget i 1968, og tre år senere skrev tidsskriftet "Byggeforum" (nr. 34 ) om Højene: "I 1966 solgte Vejlby-Risskov kommune et areal der afgrænsedes af Nord­landsvej. Bebyggelsen hedder "Fredensbjergparken" og der er til dato bebygget ca. 173 af en samlet bebyg­gelse ved fuld udbygning på 251 rækkehuse. Byggeriet er blevet til i kraft af mange private bygherrer, hvori bl.a. har deltaget tømrermester Hans Martinsen, Risskov, el-installatør Leif Due, Risskov, murermester Henning Espersen, Århus, tømrermester Ebbe W. Jensen, Egå. "

Udvendigt lå stilen fast, men bygherrerne kunne selv være med til at bestemme det indvendige, f.eks. anbringelse af visse vægge og skillerum, køkkenets indretning, gulvbelægningen, trappens form (og ikke mindst gelænderet, som er meget forskelligt fra hus til hus) samt placering og udformning af toiletter.

I løbet af de næste 15-20 år blev de resterende boliger opført på Højene. Nogle af dem var mindre end de første; andre var større og noget mere mondæne. Især adskiller husene på Jætte­højens sydside sig fra de andre. Men hver gade - og dermed hele kvarteret - fik et ensartet arkitektonisk præg bundet sammen af de store, grønne arealer og de mange flisebelagte stier.

Attraktivt område for børnefamilier

Det blev hurtigt eftertragtet at bo her og mange bevidste mennesker - med de fornødne penge - købte sig et hus her. Mange af dem var unge, og det var ideelt for deres børn at vokse op her: Grønne områder, masser af sportsmuligheder, tæt ved skole og ufarlig skolevej. Og Jellebakkeskolen var en meget avanceret skole med mange små skoler i én og med byens mest moderne pædagogik. F.eks. var det en af de første, der indførte moduler i stedet for timer.

Ved første blik virker det, som om der er meget beton i Højene, selvom store dele af byggeriet er mursten. Men beton er der, og beton er ikke et dårligt materiale. Det er miljøvenligt og ret vedligelsesholdesefrit, når der - som her - er anvendt god beton. Desuden ældes det med større skønhed end mange andre materialer.

Og husene er blevet ældre. Med årene har betonen taget farve, fået karaktér og striber. Men der er ingen grund til at falde i fortvivlelse over, at den ikke ser ud, som da den blev støbt. Det hører med til beton at den får patina, og det hører med til vores byggeri. Og selvom den nogle steder har fået rustpletter, er den jo ikke ved at falde sammen af den grund. Den trænger blot til vedligeholdelse. Også eternitplader, der er næsten vedligeholdelsesfri, patinerer meget smukt. Kan man ikke lide det, kan man skifte til nye eternitplader - endda uden asbest.

Helhed / individualitet

Som helhed ligger blokkene på Højene endnu, som dengang de blev tænkt og bygget - som perler på en snor. Men ikke alle synes det hele skal være ens og flere steder er kæden brudt. Der er fremmede farver, der er fremmede materialer og varierende bygningskonstruktioner. Det gælder ikke mindst carportene.

De åbne carporte er jo et vigtigt element i byggeriet. Åbningerne byder gæster velkommen og med deres sorte farve danner de en markant kontrast til kalksandstenene og den grå beton. Ved at lukke åbningen med en garageport fjerner man den fine skyggetegning, lukker af ud til gaden og isolerer sig. Byggeriet lægger netop op til det modsatte. Og så skal man tænke på, at når man får en god idé til en konstruktion eller en farve, er det ikke én selv, men genboen, der hver dag skal se på den.

I det hele taget er et hus jo ikke en ny skjorte eller et par nye tennissko. Det er noget, man skal se på i mange år. Derfor er det vigtigt med en ensartet opfattelse af hele vores område, og blå striber og lyserødt hænger ikke sammen med Højenes udformning.

Mange flyttede hertil i sin tid, netop fordi der var helhed og harmonisk præg over området, og alle, der anskaffer sig en bolig her, må jo kunne lide sammenhængen - det store slag, der er over området. Hvis ens største ønske er at afskaffe betonlook'et, er det nemmeste at flytte et andet sted hen, for her er det nu engang en del af arkitekturen.

Vi bor på et flot strøg med huse, som er blevet pænt patinerede, og som stadig udgør en helhed. Den må vi bevare. Hvilken helhed kan vi mødes om?

Udarb. 1997