En personlig beretning om Vejlby før og nu

af Steen Busck (1997)

Jeg flyttede til Vejlby-Risskov i 1963 i et dejligt værelse hos Fru Jensen nede på Tretommervej. Hun var gårdmandsdatter ligesom min mor, og hun blev virkelig som en mor for mig. Det var før kildeskattens tid, så jeg havde et farligt bøvl med skattevæsenet. Hvert år måtte jeg op på kommunekontoret i Vejlby. Det var dengang Vejlby-Risskov stadig var en selvstændig kommune. Kommunekontoret lå lige over for den gule skole, det de nu kalder Gl. Vejlby Kro.

Når jeg havde haft den snak med skattevæsenet, gik jeg hen til købmand Olsen på hjørnet over for bager Sjørup og slagter Frislev og købte tre marcipanbrød for at trøste mig. Olsen var en virkelig flink mand, meget flinkere end dem på skattekontoret. Han handlede med gårdmændene, dem var der stadig en hel del af i Vejlby. Det mindede lidt om købmanden derhjemme i landsbyen, som jeg kommer fra.

Jeg gik en tur ned ad Smedegade med mine marcipanbrød og drejede til højre ved Afholdshjemmet, ned forbi Fiildammen. Det var et nydeligt lille gadekær, der lå ca. der, hvor grillbaren “Oasen” ligger i dag. Videre ned ad Mosevej eller “Muesvejen”, som vejlbyerne sagde. I udkanten af byen lå gården Theasminde. Den ligger der endnu oppe ved Nordlandsvej. På venstre side lå Høvsagergård ca. hvor Kildehøjen ligger i dag. Så var jeg helt ude på landet. Jeg satte mig i grøftekanten og spiste mine marcipanbrød. Det var dejligt.

Der lå en gård et stykke nede på marken. Den hed Fredenslund. Der er ikke andet tilbage af den end et stort poppeltræ, der står mellem Korshøjen og Espedalen. Der boede en, der hed Nicolaisen. Han var fra Thy. Jeg er fra Mors, så det var godt nok. I meget gamle dage boede der en, der hed Anders Fredslund. Det er vistnok ham, der har fundet på navnet til gården og den høj, der lå ovenfor, som de kaldte Fredensbjerg. Han fandt på så mange ting. En dag solgte han hele skidtet og købte et skib i stedet for. Det skulle han aldrig have gjort. Det gik ned med ham og sønnen nede i Kielerfjorden. De døde af det begge to.

Der gik nogle år. Jeg flyttede ind til midtbyen og siden på kollegium i universitetsparken. Så en dag først i 70’erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord. Så jeg ville lige slå et slag igennem Vejlby. Jeg havde ikke været der i flere år.

Men jeg kunne ikke finde Vejlby. Skattekontoret var væk. Der hvor det skulle ligge, var der en stor græsplæne. Posthuset lå på den forkerte side af gaden i en betonbygning, som jeg ikke kendte. Frislev var der endnu og bager Sjørup. Men Olsen var væk. Der hvor butikken havde været, var der græs. Vejlbyhus var væk, det lille hvide bindingsværkshus bagved lå der stadig. Afholdshjemmet var væk og Fiildammen. De havde bygget en stor autostrada hen over det hele med en tunnel under, der hvor Mosevejen havde gået.

Jeg gik igennem tunnelen. På den anden side var der en lille stump af Mosevejen tilbage. Jeg drejede til højre og ud på en stor ny bred vej, der hed Nordlandsvej. Ovre på den anden side lå Theasminde, men markerne var bygget helt til. Lidt nede på venstre side lå Høvsagergård, men den var helt forfalden. Der boede ingen. Jeg så ikke andet end et par rotter, der smuttede ind ad stalddøren. Høvsagergårds og Fredenslunds marker var også næsten fyldt med huse. Nogle forfærdelige flade, grå nogen. Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.

Der stod købmand Olsen lyslevende. Jeg spurgte ham, hvad det var for noget med Vejlby. Han fortalte, hvordan de havde revet det meste af byen ned for at skaffe plads til et stort butikscenter, som aldrig var blevet til noget, fordi de firmaer, der skulle være med, var sprunget fra. Der var aldrig blevet bygget andet end posthuset og apoteket på den anden side af gaden. Grunden var tom “Danmarks dyreste græsplæne” kaldte han det. Navnet Vejlby Centervej var, hvad der var blevet ud af centerplanerne. Men Olsen var godt tilfreds. “Man er jo nødt til at flytte med kunderne”, sagde han, og butikken var meget større og flottere end den gamle oppe i byen.

Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. “Og se haven”, sagde Jes, “den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles.”

Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.

Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin.

Næste år flyttede jeg sammen med Sigrid. Vi boede inde i midtbyen i en lejet lejlighed. Man var vel marxist, og så havde man vel heller ikke råd til at købe hus.

Nogle år efter – omkring 1980 – var vi på besøg på Korshøjen. Vi havde fået børn. Dem vi kendte i de første huse var flyttet. Lektor Torben Vestergaard var blevet professor i Aalborg, Jes Adolphsen var blevet lektor i Aalborg. Nabokonen var flyttet over i Vejlby Vænge. Det var Jess’ kone også. Men ellers boede de stadigvæk der henad: Lektor Harrits, lektor Bang, lektor Østerud, lektor Fink, lektorerne Hannestad, lektor Nygaard og lektor Østergaard, som vi skulle besøge. Johs. Østergaard og Marianne sagde: “Hvorfor flytter I ikke herud?” Vi kiggede på deres nydelige lille have. Vi kiggede på fællesarealet med lektor Bukdahls kæmpestore kravlestativ. Vores børn elskede at kravle. Og græsset blev jo klippet helt af sig selv. Vi kiggede på de pæne vandskurede vægge. Sigrid sagde, da vi kørte hjem: “Der kunne jeg godt tænke mig at bo”. “Ja, det kunne jo være”, sagde jeg. Jeg var blevet lektor i mellemtiden. Og købmand Olsen var der endnu.

Kort tid efter blev der et hus til salg. Det var en læge, der hed Silbersmith i Korshøjen 55. Der boede jo en masse læger herude. Det er det bedste hus på Korshøjen, sagde Sigrid. Vi talte på knapperne. Vi havde slet ikke råd, og banken sagde: La’ vær med det. Men vi købte det alligevel. For 600.000 med 60 ud.

Så flyttede vi herud. Væggene blev ikke vandskurede. Det havde vi ikke råd til. Haven blev ikke nær så pæn som Johs. og Mariannes. Det havde vi ikke kræfter til. Silbersmith var schweizer, han havde fyldt den med sten for at få den til at ligne en bjergskråning i Alperne. Og huslejen tog pynten af økonomien, som ikke var særlig pæn i forvejen. Og kravlestativet var råddent, for lektor Bukdahl var død. Olsen takkede af kort tid efter, men vi kunne se det store poppeltræ fra Fredenslund fra køkkenvinduet. Noget var der tilbage af Vejlby.

Og huset var alletiders at bo i. Revnerne var ikke nær så store som henne i den anden ende af Korshøjen. Og så var der grundejerforeningens fester, hvor vi løb sækkevæddeløb og dansede lanciers og spiste spidstegte grise. Og så var der alle lektorerne, som vi kendte. De var ganske vist blevet ældre, deres børn var blevet for store til kravlestativer og gynger, så de var ikke nær så aktive, som de havde været.

Marxismen var også falmet. Men der var en masse andre mennesker. Der var faktisk ikke nær så meget ghetto over det, som vi havde ventet. Eller også var det med ghettoen bare noget, de sagde. På universitetet sagde de magisterghettoen, på kommunehospitalet lægeghettoen, på musikhuset sagde de nok musikerghettoen, andre steder malerghettoen, advokatghettoen, lærerghettoen, journalistghettoen og hvad ved jeg. Sagen er jo, at der bor en masse forskellige mennesker, og de skifter rimelig tit, så vi er heller ikke alle sammen lige gamle. Det er ikke det rene sølvbryllupskvarter. Det med sølvbryllup bliver der jo heller ikke noget af, når konen flytter over i Vejlby Vænge.

Sigrid og jeg er blevet ældre, børnene er for længst vokset fra kravlestativet, og den første er rejst hjemmefra. Men der er stadigvæk en masse børn på gaden. Vi er nok ikke så aktive, som vi var engang i skolenævnet, trafikudvalget og hvadsomhelst. Men det er der andre, der er. Vi har været glade for at bo her, og det er vi stadigvæk.

Og jeg skal også lige sige til grøntudvalget, at poppeltræet, det lader I stå. Det er det eneste, vi har tilbage af det gamle Vejlby!

Steen Busck, K 55. Udarbejdet i 1997